Copenhagen Entertainment

Vi samarbejder med Computerspilzonen om at skabe arbejdspladser og levedygtige, vækstorienterede virksomheder i den danske entertainment-klynge af film, TV og computerspil.

Er der noget vi burde vide eller andet du gerne vil dele med os, så hører vi gerne fra dig.

Arrangementer/Andre arrangementer

CPH LOC

Copenhagen Entertainment arrangerer CPH LOC - en workshopmiddag under CPH PIX.

Storbyer verden over ruster sig til oplevelsesøkonomien. På filmområdet indføres der mange steder foranstaltninger der gør det attraktivt at indspille film, så flere filmproducenter vælger at lægge deres optagelser netop i den by.

Ved at tiltrække internationale film- og TV investeringer skabes kreative arbejdspladser og sund samfundsøkonomi. Hertil kommer at film og TV er et af de vigtigste udstillingsvinduer for en given region. En eksponering, som tiltrækker værdifulde investeringer og turisme.  Et evident spørgsmål opstår således: Hvordan kan vi bedst udnytte dette potentiale i København?    

 

Proaktiv indstilling til film

 

Som det forholder sig nu, gøres der ikke noget specielt i København for at skabe gunstige vilkår for filmoptagelser. En proaktiv indstilling til filmoptagelser er imidlertid en afgørende faktor i konkurrencen om at tiltrække filmproduktioner og gøre byen bemærket i det internationale medielandskab.  Med CPH LOC ønsker Copenhagen Entertainment at iværksætte en undersøgelse af, hvad der skal til for at gøre København til et såkaldt ”Film Friendly Environment”.

Denne skal bidrage til et positivt samarbejde mellem filmfolk, myndigheder og ejere af locations/attraktioner i regionen, så infrastrukturen i byen smidiggør filmoptageprocessen. København har med sine højt udviklede menneskelige og tekniske ressourcer mulighed for at blive Skandinaviens ”Center of Excellence” inden for filmproduktion

Helt konkret bringer initiativet relevante aktører sammen om udarbejdelsen af en fælles vision for København som film-location. Hvordan kan der skabes bedre rammevilkår? Hvordan sikrer vi os at København ikke bliver forbigået i lokaliseringen af store internationale filmprojekter?

 

Videndeling på tværs af faggrupper

 

Projektet skydes i gang med en workshop d. 20. april.  Arrangementet afholdes i Axelborg i forbindelse med Københavns internationale film festival CPH PIX.

Workshoppen samler omkring 100 location-ejere, beslutningstagere samt filmskabere, og har til formål at fostre videndeling på tværs af faggrupper og dermed tilvejebringe uundværlig inspiration til den videre analyse og strategi, som udarbejdes af arbejdsgruppen.

Arrangementet kombinerer festmiddagens bravur med workshoppens effektivitet, og ved hvert bord sammensættes de forskellige faggrupper på tværs, ligesom en ordstyrer og referent noterer bordets diskussion af de forskellige temaer.

 

Aftenens program

 

  • Velkomst
  • Diskussionstema: Hvilke barrierer for effektiv filmproduktion findes i den københavnske infrastruktur?
  • Taler: James Weyman, Manager of Industry Initiatives, Ontario Media Development Corporation om Torontos position som førende filmby, og værdiskabelsen der opstår heraf.
  • Diskussionstema: Hvilke fordele har Danmark, regionen, København og "min" organisation ved at medvirke i internationale spillefilm?

Herefter inviteres gæsterne til premierevisning på filmen ”Chloe” i Dagmar Biograf kl. 21.30

Den prisbelønnede instruktør Atom Egoyans film har sit nære omdrejningspunkt i Toronto, og lægger sig derfor tematisk i forlængelse af aftenens ”Best Practice” eksempel.

Atom Egyan vil personligt introducere filmen.