Copenhagen Entertainment

Vi samarbejder med Computerspilzonen om at skabe arbejdspladser og levedygtige, vækstorienterede virksomheder i den danske entertainment-klynge af film, TV og computerspil.

Er der noget vi burde vide eller andet du gerne vil dele med os, så hører vi gerne fra dig.

Nyheder og artikler/ januar 2010

Digitalt liv i Nordjylland

 

 

 

Nordjylland er allerede godt på vej, når det gælder spiludvikling og Cross Media projekter. Regionen har et blomstrende miljø omkring det EU-finansierede projekt Bretteville Hotspot, som huser 18 spilvirksomheder med i alt 30 medarbejdere. 

Nystartet netværk

Nu styrkes den digitale indholdsindustri i området yderligere med det nystartede netværk Dream Media. Netværket er for alle virksomheder og professionelle med tilknytning til interaktiv underholdning i Nord- og Midtjylland. Tilknytning skal dog fortolkes i ordets bredeste forstand, for man forventer at samle aktører fra så forskellige områder som film, teater, reklame og selvfølgelig spilbranchen. Målet med netværket er at etablere gunstige betingelser for interaktion mellem aktørerne inden for digitale medier gennem et fælles mødested og fælles aktiviteter. Desuden håber man på at styrke de eksisterende erhverv inden for branchen, samt sikre gunstige rammebetingelser for opstart af nye virksomheder.

38 millioner er sat af

Det er Region Nordjylland og Region Midtjylland, som har lukket pengekassen op. Hele 38 millioner kroner er afsat til projektet, og pengene skal fordeles i de to regioner inden for de næste fire år. Helt konkret forventer man, at nye projekter og virksomheder, der går på tværs af de kreative brancher i Nord- og Midtjylland, vil skyde op og dermed skabe arbejdsplader til en masse dimittender fra blandt andet Aalborg og Aarhus Universitet.

Dream Media arrangerer desuden en række netværksmøder med fokus på Cross Media og forskellige temaer såsom læring, underholdning og markedsføring. Netværket faciliteres af Bretteville Hotspot.

Læs mere hos Dream Media her