Copenhagen Entertainment

Vi samarbejder med Computerspilzonen om at skabe arbejdspladser og levedygtige, vækstorienterede virksomheder i den danske entertainment-klynge af film, TV og computerspil.

Er der noget vi burde vide eller andet du gerne vil dele med os, så hører vi gerne fra dig.

Nyheder og artikler/ januar 2010

Første støtte til Serious Game

 

"Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi (CKO) har netop givet den første støtte til et såkaldt Serious Game. APEX Virtual Entertainment Aps har modtaget støtten til projektet Danfoss Experience. Gennem computerspilsteknologi skal projektet formidle industrigigantens komplekse og tekniske produkter".



Overvejer du selv at søge støtte?

Står du selv med et projekt i krydsfeltet mellem kultur- og erhvervsliv, kan du også søge støtte fra CKO. CKO, som blev indviet i september 2009, har nu åbnet for anden ansøgningsrunde. Fristen er 1. marts 2010. Læs her om projektet Danfoss Experience, og få gode råd med på vejen til din egen ansøgning.

 


Computerspil skal sætte gang i salget af termostater

Betegnelsen Serious Games bruges om typen af spil, der har andre formål end sjov og ballade: Spil til læring, spil til at kommunikere erhvervslivets budskaber og anvendelsen af spilteknologi i nye sammenhænge. Serious Games er altså spil hvis primære formål ikke er ren og skær underholdning. Og dog - Med Danfoss Experience skal APEX gøre termostatsteknik til en leg!

Via værktøjer og virkemidler fra computerspillet har APEX sat sig for at udvikle en ny og anderledes platform til formidling af Danfoss’ produkter. Vi kender alle Danfoss, men har svært ved at forstå deres produkter og den betydning de har for vores hverdag, da produkterne ikke er særligt synlige.

 

I samspil med virksomhed og forbrugere
Via computerspillets univers vil APEX benytte sig af onlinespillenes unikke udtryks- og formidlingsevne. Som resultat skal forbrugeres interesse og opmærksomhed fastholdes. Det skal ske mens de spiller sig ind i et univers af termostater og teknik, som rummer både underholdningsværdi og udfordringer.

Lars Henriksen fra Apex fortæller, at det endelige produkt som skal komme ud af Danfoss Experience endnu ikke er fastlagt - og det er heller ikke meningen. Det er nemlig i samspil med virksomheden og forbrugerne, at Apex skal finde frem til, hvilken spiloplevelse der matcher Danfoss bedst. Derfor skal der udvikles et sted mellem 10 og 20 prototyper, før det endelige produkt står klar.

Projektet gennemføres i samarbejde med spiludviklerne Apex Virtual Entertainment og forskningsinstituttet Alexandra.

 

Hvem kan opnå støtte fra CKO?
CKO giver støtte til private virksomheder, offentlige institutioner, videninstitutioner og aktører i kultur- og oplevelsesøkonomien til at udvikle projekter der skaber nye koblinger mellem kultur og erhverv. I perioden 2009-2012 uddeles i alt 24,8 mio. kr.

Computerspil er altså blot en ud af mange andre projekttyper, der kan støttes. Søren Würtz, konsulent ved CKO, deler ud af erfaringerne fra første ansøgningsrunde. Han fortæller at de projekter, som opnåede støtte ved første runde, har været særlig gode til at sandsynliggøre at:

1.    Der er et vækstpotentiale. Og ikke nødvendigvis bare for en computerspilsvirksomhed i et enkelt projekt men også for virksomheder, som der arbejdes sammen med. F.eks. Danfoss i ovennævnte projekt.

2.    Der er tale om innovation. Der er beskrevet en proces som forventeligt kan resultere i noget nyt. Enten i form af et produkt eller en ny kommunikationsform. I tilfældet APEX-Danfoss er målet at for Danfoss at komme i kontakt med privatkunder. Kunderne tænker aldrig i øvrigt på termostater (med mindre de ikke virker) og termostater er som produkt ret komplicerede.

3.    Samarbejde. Det er klart og tydeligt, at de kreative kompetencer kommer i spil og at dette sker i samarbejde med mere traditionelt erhvervsliv.

4.   Videnspredning. Projektet resulterer i viden andre kan anvende i strategisk brug af kultur- og oplevelser.

 

Læs om konkrete råd til spiludviklere her