Events 2012
Invitation til branchemøde om metadata
Læs rapporten ”Metadata i dag” og kom til branchemøde for at give dit input til, hvordan vi optimerer dansk films tilgængelighed på digitale platforme via metadata. Mødet finder sted den 15. marts klokken 15.00 – 17.00 i Filmhuset, Gothersgade 55, og er for producenter, distributører, facility-houses, salgs-agenturer, tv-stationer, Filmskolen mfl. Målet er at sikre at branchen får indflydelse på metadataprojektets videre forløb.
Tilmeld dig hos hes[at]copcap[dot]com
Download rapporten ”Metadata i dag”
Metadata er vigtigt for din virksomhed. Hvis det ikke allerede er det, så bliver metadata snart et af de vigtigste aktiver, hvis du vil sælge dine film på digitale markeder.
Film-metadata kan sammenlignes med kartotekskortene på biblioteket, som fortæller hvilke bøger der findes, hvem der har skrevet dem, hvad de handler om, og på hvilken reol bøgerne står. Det kan både være information af teknisk, (format, codec, framerate, etc.), rettighedsmæssig ( solgte territorier, pris, rettighedsudløb, etc.) og marketingmæssig (titel, genre, synopsis, anmeldelser, nomineringer, etc.) art.
Metadata er altså filmenes ’stregkoder’, der øger filmprodukternes tilgængelighed og søgbarhed på et digitalt marked.
Let adgang til digital distribution
VoD-vinduet er altafgørende, hvis dansk film skal have et kommercielt liv efter biografen i et marked, hvor Dvd-salget længe har været i frit fald.
Netflix, iTunes, Amazon og flere andre prøver at tage føringen. Den udbyder, som succesfuldt kan samle og integrere metadata og koble dem til forbrugeradfærd, vil ikke bare forbedre brugeroplevelsen via anbefalingsværktøjer, men kan også skabe nye indtægter via målrettet annoncering og product placement.
De danske filmprodukter skal være optimeret til dette marked, hvor metadata er en fremtrædende valuta. Det skal være smidigt for alle branchens aktører at levere metadata, og producenterne skal anvende metadata til at bevare overblikket over deres aktiver.
Metadataprojektets vision
Metadataprojektet er et fælles tværgående brancheinitiativ, som skal udarbejde en specifikation af, hvordan metadata skal registreres, opbevares, vedligeholdes og distribueres fremover. Projektet styres af Producentforeningen og Copenhagen Entertainment, med Erik Crone som formand. DFI, Nordisk Film, branchen og dens organisationer har bidraget til projektet gennem en konstruktiv dialog omkring potentielle synergier indenfor metadata.I projektets næste fase skal udarbejdes en model for optimeret metadata-håndtering.
Projektets vision er at udvikle en fælles standard for metadata, og en struktur for registrering, opbevaring, opdatering og distribution af metadata – samt en brugerflade, så oplysningerne kan opdateres decentralt hos de enkelte rettighedshavere og er tilgængelige for alle relevante interessenter – heriblandt internationale indkøbere.
Hovedgevinsten er større indtægter til den danske filmindustri ved øget digitalt salg af både nye titler og bagkataloget. Sidegevinsten er en effektivisering af arbejdsprocesser i hele filmens forsyningskæde. I dag indtastes de samme metadata nemlig mange gange. Det er både tids- og ressourcekrævende.
Programmet for dagen følger snarest.
Gå til Afholdte events
